Selvkritik
Når du oplever modgang i livet, så får du tanker om, at dette er noget, du har påført dig selv. At du selv er ude om det, og at du skulle have handlet anderledes, end du gjorde. At du må tage dig sammen, gøre det bedre næste gang. Det kan være vendinger som:
”Hvor smart var det lige?”
”Hvor svært kan det lige være?”
”Kæft, du er slap”
”Idiot”
Der kan være strenge tanker om dit værd, måske en ordløs murren i kroppen og en stærk lyst til at gemme dig. Og du er sikker på, at de andre ser dig på nøjagtig samme måde. Derfor kan ros og anerkendelse være ubehageligt.
Andre ord for denne tilstand ville være: Angst, depressivitet, stress.
Den måde, du taler til dig selv, er skabt af, at du ikke kan mærke dit værd i verden og den medvirker til at opretholde det dårlige selvværd.
Højst sandsynligt ville du tale pænere til alle andre, end du taler til dig selv.
Derfor er første skridt i selvværdsarbejdet at være bevidst om, at du kritiserer dig selv. Stop op og tænk over, hvad du ville sige til et andet menneske i samme situation. Det vil nok lyde mere i retning af:
”Øv, hvor træls, jeg forstår, at du er ked af det”
”Jeg ved, at du gjorde dig umage, så bliver man bare så skuffet, når det går galt”
”Det er krævende at gå igennem det, du er i nu”
”Jeg synes, du er god nok. Det der skete kan ikke ændre ved det”
At behandle dig selv med venlighed og omtanke er ikke det samme som at være selvfed, du bliver en bedre ven og en bedre partner, når din hjerne ikke er badet i stresshormoner.
Ved at tale pænere til dig selv, giver du dig selv VÆRDI som menneske.
Se den tilhørende video på min videoside
Næste blogindlæg kommer til at handle om tilbagehold.
by 